Gnist bliver til flamme

En af de ting, der især optager medlemmerne af Tegnedreng Records tanker, er Jolly Cola. Det var en idé jeg fik under projektets planlægningsforløb, og som endte med at blive en rimelig central del af dets karakter.

På den ene side er det en joke om rappere og deres forkærlighed for luksus-brands – fx når Migos bruger en hel sang på stort set bare at sige ‘Versace’ igen og igen. Jeg synes det var sjovt at kontrastere det med en rap-gruppe fra det ‘mørke’ Jylland, hvis idé om et luksus-brand var Jolly Cola – ikke noget der typisk forbindes med high society og en dyr livsstil.

På den anden side er det også en slags branding-øvelse fra min side. Det er tænkt som en art hook, noget der fanger folks opmærksomhed og måske får dem til at huske Tegnedreng Records. Jolly Cola er en af de der kulturelle artefakter, der lidt lever i en skyggezone, hvor de fleste kender til det, men de færreste tænker over det ret tit. Der er dermed en genkendelsesværdi og en forforståelse knyttet til det, som kan aktiveres og bruges til at fange modtagerens opmærksomhed. Ved at bruge noget så relativt obskurt som Jolly Cola, i stedet for fx Pepsi, positioneres budskabet i en meget specifk kulturel kontekst, der opfordrer modtageren til at tænke mere end ved et kulturelt symbol, der ses hver dag og man derfor uden videre frasorterer mentalt.

Yay kommunikations-bullshit!

Jolly Cola passer også til Tegnedreng Records, hvis man tænker på hvad der karakteriserer det brand: der er noget med nogle lumre tv-reklamer, og noget med discountvarer, og så er det et ærkedansk produkt der, da det blev skabt affekterede og påklædte sig amerikansk kultur.

En lille sidebemærkning: Jeg havde svært ved at rent faktisk at anskaffe noget Jolly Cola, fordi jeg ikke vidste hvor det kunne købes henne. Det viste sig at være i Aldi, og nogle gange som partivare i Netto. Så der blev i virkeligheden indtaget meget lidt Jolly Cola i forbindelse med projektet, og jeg havde intet minde om dets smag, da jeg gjorde det til en del af det. Det er okay – jeg er lidt cola-agnostiker, og foretrækker ikke noget mærke frem for de andre.

Men manglen på Jolly under projektet gjorde at jeg i de første to musikvideoer rent faktisk hældte Harboe Cola på den halvandenliters Jolly-flaske, jeg havde fået fat i. Movie magic!

De hårdkogte drenge i Tegnedreng Records har alle sammen smarte gadenavne, de kalder sig – som sig hør og bør for ægte rappere. For godtfolk som Jay Z og Snoop Dogg har jo ikke det stående på døbsattesten (selvom Kanye West og Kendrick Lamar godt nok hedder det i virkeligheden). I Tegnedreng Records hedder de en kombination af et karakteristisk navn og et eller flere løse bogstaver – i den stolte tradition fra Eazy E, P Diddy, Schoolboy Q, m.fl. – i Hobro har de navne som P Swiggers, J De Clercq og Stoppie K.

Men hvor kommer disse fantasifulde og mærkelige navne mon fra?

Det hårdkogte akademiske miljø, selvfølgelig!

Faktisk har samtlige medlemmer af Tegnedreng Records deres navn fra en klynge af forskere, der beskæftiger sig med emner som lingvistik, produktoplevelser og biblioteksvidenskab. Selv R Echt! (udtales Er Ægte eller Wrecked).

Fundet af alle disse fantastiske forskernavne var faktisk det, der satte mig i gang med hele projektet. På 3. semester af min bachelor-uddannelse havde vi et fag, der hed Bibliotek og Samfund, og til en af undervisningstimerne stod der en skæbnesvanger forskningsartikel på litteraturlisten. Den ville komme til at ændre mit livs kurs, sagt sådan lidt dramatisk.

Artiklen hed Metahistoriography meets (linguistic) historiography, og som forfattere stod der: P Swiggers, L Jooken & P Desmet. Jeg var dybt fascineret. Hvis dét ikke var en rapgruppe, tænkte jeg, hvad i alverden er så?!

Frøet var plantet til et storslået projekt, og i løbet af de næste måneder begyndte det at spire. Jeg havde lyst til at prøve at lave noget dumt rap-musik, og var fascineret over “falske” kunstnere som Kidd – eller Kilamanjaro Drugs (som var en dybt detaljeret prank som en fra studiet udsatte en anden for).

Den næste tid begyndte jeg at producere beats og skrive tekster, og optog stumper af lyd fra forskellige folk, som jeg samplede. Hver person, der optrådte i projektet, blev til et medlem af det fiktive crew, og fik sig et tåbeligt gadenavn plukket direkte fra den videnskabelige litteratur.

Men den oprindelige trio af navne var reserveret. Jeg havde udnævnt Martin, som jeg studerede med, til P Swiggers, og spillede selv de to andre; P Desmet med min normale stemme, og L Jooken i en mærkelig krængende falsetstemme. I løbet af projektet udvidede jeg også mit line-up af stemmer til at dække flere medlemmer, herunder M Trokay og P Schmitter.

Da først der begyndte at være en visuel side til projektet, med billeder og videoer, blev det et problem at jeg var omkring fire af medlemmerne. Så for nogle af dem endte der med at være en anden, der lagde krop til. Og i L Jookens tilfælde, flere forskellige – for han havde ansigtet dækket bag en elefanthue, og kunne derfor sådan set bare spilles af hvem end der var til rådighed.

Det var sådan Kaare, der bagefter blev til det i stigende grad bærende medlem HM Hoeningwald.

HM Hoeningwald, blev involveret i projektet. Hans første bidrag var at stå og glo med en elefanthue på i videoen, der annoncerede det første albums udgivelse.

Til min store skuffelse er jeg endnu ikke blevet kontaktet af nogen af de (fortrinsvist hollandske, franske og belgiske) forskere, hvis navne jeg har stjålet, og hvis kredibilitet på internettet jeg helt sikkert må have beskadiget permanent.

Den tjeneste, som jeg brugte til at putte at lægge musikken op på Spotify, iTunes, Tidal og et utal af ukendte streaming-sider, tog ret lang tid om at få dem op. Eftersom jeg arbejdede på musikken op til det sidste øjbelik før udgivelse, kunne jeg ikke få dem op på streaming i tide til at passe med udgivelsesdatoen. Det var lidt træls nogle gange, fordi jeg havde udgivet musikken, men den var ikke dér hvor folk plejede at høre den (primært Spotify).

Det var dog ret lækkert at kunne få min musik ud på de ‘rigtige’ tjenester, uden at skulle betale for det. Jeg brugte Routenote, på den gratis model, hvor de tager 15% af profitten. Jokes on them, for hvilken profit?! I skrivende stund, foråret 2019, nærmer jeg mig efterhånden de $50 som udløser en betaling. Der er nok kun et halvt år til sweet sweet profit nu…

Jeg er meget interesseret i historiers struktur – det underliggende skelet, der holder dem sammen og giver dem form. Hvis en historie fortælles godt, ænser man som regel slet ikke at der er en struktur – historien lader blot til at følge sit naturlige og åbenlyse flow. Selvfølgelig sker det her nu, tænker man – eller bedre, tænker man slet ikke.

Men en god historie har en struktur. Den har nogle principper, der styrer hvorfor bestemte ting sker på bestemte tidspunkter. Den har en opbygning af spændingen og konflikterne, og en form der gør at slutningen føles tilfredsstillende (eller utilfredsstillende, alt efter forfatterens intention).

Historier kan tage sig ud på nær ved uendeligt mange forskellige måder, og stikke af i alle mulige fantasifulde retninger. Men selvom de virker vidt forskellige på overfladen, kan de dele en grundlæggende struktur. Faktisk har en meget stor del af de historier, vi læser, ser og hører, en bestemt struktur til fælles – de spinder bare deres fortælling ud over den. Ligesom at et hus har en grundstruktur – et køkken, en stue, et par soveværelser, et badeværelse eller to – men alle huse opleves langt fra som ens af dén grund.

Forskeren Joseph Campbell analyserede forskellige kulturers myter og fortællinger, og fandt deres strukturelle fællestræk. Indenfor filmindustrien har disse ideer om struktur især vundet indpas, fordi film har en rimelig standardiseret længde, og skal nå igennem hele deres plot på en fornuftig måde indenfor den ramme. Filmindustrien har dog måske været lige ivrige nok i at bruge struktur, og de følger tit skrappe retningslinjer der dikterer hvor lang tid hver enkelt sektion af plottet skal vare, og hvad der skal ske hvornår. Når først man får øje på det, kommer man aldrig til at se en Hollywood-film på samme måde igen.

Jeg har efterhånden læst en hel del om historiestrukturer. Men da jeg skrev Tegnedreng Records, var min forståelse af feltet stadig i sin vorden. Jeg vidste at der var en treaktsstruktur, og at film fulgte den nøje, men jeg kendte ikke rigtigt principperne. Men da jeg stod overfor at udvikle projektets plot, besluttede jeg mig for at prøve at følge denne struktur. Så jeg googlede mig frem til en gennemgang, og den brugte jeg så til at udlægge handlingen. Set med min nuværende viden ville jeg måske have lagt strukturen lidt anderledes, nu da jeg ved hvorfor de forskellige elementer falder som de gør.

Følgende er den strukturelle inddeling, jeg tog med mig fra den artikel (som jeg ikke lige kan huske hvad hed), omsat til mine egne ord. Hver sekvens i den udgør et kapitel i læseversionen af projektet på denne side.

• Første Akt
  • Sekvens 1: Her etableres miljøet og karakterne. Status quo præsenteres. Leder op til en startende hændelse – point of attack’.
  • Sekvens 2: Karaktererne låses fast i knibe, eller sendes ud på nyt spor for at nå mål
• Andet Akt
  • Sekvens 3: Første forhindringer og mere på spil
  • Sekvens 4: Første kulmination, ofte parallel med Note konklusionen (her = opbrud). Midtpunkt
  • Sekvens 5: Subplot tager fokus.
  • Sekvens 6: Hovedkulmination. Højeste og laveste punkter i hovedkonflikt. Fokus tilbage på hovedplot. Ofte modsætning til første kulmination og resolution.
• Tredje Akt
  • Sekvens 7: Etablering af slutkonflikt og spænding. Evt et twist her.
  • Sekvens 8: Resolution og konklusion. Konflikter og farezoner skal være helt klare, ikke komplekse.

Jeg brugte en del billeder af en vandpibe. Generelt brugte jeg dem til at indikere at en sektion af historien var ovre (i denne læseudgave optræder de som sidste opslag i hvert kapitel). De fleste billeder blev taget ved den samme lejlighed hos en ven i Aarhus, men der er vist også et par stykker fra en tur på vandpibebar i Aalborg (ved samme lejlighed blev Storms dele af Grænseløs Kærlighed i øvrigt optaget).