Denne hjemmeside gør brug af nogle funktioner, som din internet-browser ikke lader til at understøtte, og derfor vil hjemmesiden muligvis ikke fungere helt efter hensigten. Prøv evt. at åbne siden i en anden browser eller på en anden enhed.

Opslag med billede fra Adelgade Banden
Adelgade Banden

Adelgade Banden

1. november 2015, kl. 23:56

A1S1 Year Vi Chiller På #VandPibe #Shisha Efter For #Vilder Release Party På Den Nye EP #OgFestenKører #NonStop #DrukneSvin #Hobronx #Hobro4Lyfe #Tegnedreng #AdelgadeBanden

Her optræder det første sektionsinddelingsopslag. De optræder løbende i strømmen af opslag fra Tegnedreng Records, og angiver afsnit i historien – det som i denne læseudgave kaldes kapitler. Ved slutningen af hvert afsnit optræder et billede af en vandpibe (dette har ikke nogen speciel symbolik – det var bare for at have et gentaget visuelt kendetegn), og en kode angives. Denne kode er designet til at være så vag, at man overser den hvis man ikke ved hvad den betyder. I dette tilfælde er det “A1S1” – betydende at vi er i Akt 1, og dette er slutningen på Sekvens 1.

Her er hvad jeg skrev i drejebogen for Sekvens 1 og det første album forud for projektets begyndelse:

FØRSTE AKT

SEKVENS 1. HYPE & ORIGINS

STRUKTUR: Her etableres miljøet og karakterne. Status quo præsenteres. Leder op til en startende hændelse – ‘point of attack’.

TIDSPUNKT: 1. Oktober 2015 og fremad

Den første post fungerer som et hint om, at ikke alt er hvad det foregiver. Det står som stopklods og udgangspunkt for historien (alt efter hvilken retning, man læser den i).

  • POST
    • “– Hvis jeg ikke er berømt – eksisterer jeg så? Slutningen.”
  • FOTO
    • Den næste opdatering er et foto. Det primære motiv er noget fest-agtigt, men et sted på billedet (stort nok, i fokus) er en lap papir, hvorpå URL’en til Prologen står (håndskrevet, men læseligt).

Herfra kører fortællingen.

Det første stykke tid (ca. en måned) udgives der ikke musik i noget væsentligt omfang. I starten slet intet, og så begynder et par numre at komme dryssende. De første er temmelig dårlige, og flere slettes (men bibeholdes på Bandcamp).

Løbende posts, fotos og evt videoer. Forskellige identiter og navne præsenteres. Medlemmer nævnes. Deres relationer og fællesskabsfølelse præsenteres.

Endelig udgives den første EP (der ikke er særlig god).

  • BANDNAVN:
    • Adelgade Banden
  • TIDSPUNKT:
    • Release ca. 29. November
  • TO DO:
    • Revidér titel og trackliste. Lav covergrafik
  • EP
    • Titel: Adelgade Banden
    • {Kong Christian står i røg og damp (leak)}
    • Ruller en joint (mehigo6)
    • Dat bitch / Slem Kælling
    • Gi mig Vodka (vodka/swiggalo)
    • {Head bang’e dig kælling}
      • Martin
    • Murda Boner (mehigo9)
      • Martin, Storm
    • Emma Gad Shit (felina)
      • [Bi (mehigoB)]

Dette er de numre, der var planlagt til at være på albummet. De er angivet med foreløbige titler, arbejdsnavnet for de beats de bygges ud fra, og hvem jeg ved skal være på nummeret (ud over mig selv).

Ved det første album blev planen fuldt ganske nøje. Nogle af de senere afviger lidt, men generelt overordnet overholder de planen.

Gennemgående motiv: Billeder af en vandpibe

Jeg brugte en del billeder af en vandpibe. Generelt brugte jeg dem til at indikere at en sektion af historien var ovre (i denne læseudgave optræder de som sidste opslag i hvert kapitel). De fleste billeder blev taget ved den samme lejlighed hos en ven i Aarhus, men der er vist også et par stykker fra en tur på vandpibebar i Aalborg (ved samme lejlighed blev Storms dele af Grænseløs Kærlighed i øvrigt optaget).

Gennemgående motiv: Struktur og plot i projektet

Jeg er meget interesseret i historiers struktur – det underliggende skelet, der holder dem sammen og giver dem form. Hvis en historie fortælles godt, ænser man som regel slet ikke at der er en struktur – historien lader blot til at følge sit naturlige og åbenlyse flow. Selvfølgelig sker det her nu, tænker man – eller bedre, tænker man slet ikke.

Men en god historie har en struktur. Den har nogle principper, der styrer hvorfor bestemte ting sker på bestemte tidspunkter. Den har en opbygning af spændingen og konflikterne, og en form der gør at slutningen føles tilfredsstillende (eller utilfredsstillende, alt efter forfatterens intention).

Historier kan tage sig ud på nær ved uendeligt mange forskellige måder, og stikke af i alle mulige fantasifulde retninger. Men selvom de virker vidt forskellige på overfladen, kan de dele en grundlæggende struktur. Faktisk har en meget stor del af de historier, vi læser, ser og hører, en bestemt struktur til fælles – de spinder bare deres fortælling ud over den. Ligesom at et hus har en grundstruktur – et køkken, en stue, et par soveværelser, et badeværelse eller to – men alle huse opleves langt fra som ens af dén grund.

Forskeren Joseph Campbell analyserede forskellige kulturers myter og fortællinger, og fandt deres strukturelle fællestræk. Indenfor filmindustrien har disse ideer om struktur især vundet indpas, fordi film har en rimelig standardiseret længde, og skal nå igennem hele deres plot på en fornuftig måde indenfor den ramme. Filmindustrien har dog måske været lige ivrige nok i at bruge struktur, og de følger tit skrappe retningslinjer der dikterer hvor lang tid hver enkelt sektion af plottet skal vare, og hvad der skal ske hvornår. Når først man får øje på det, kommer man aldrig til at se en Hollywood-film på samme måde igen.

Jeg har efterhånden læst en hel del om historiestrukturer. Men da jeg skrev Tegnedreng Records, var min forståelse af feltet stadig i sin vorden. Jeg vidste at der var en treaktsstruktur, og at film fulgte den nøje, men jeg kendte ikke rigtigt principperne. Men da jeg stod overfor at udvikle projektets plot, besluttede jeg mig for at prøve at følge denne struktur. Så jeg googlede mig frem til en gennemgang, og den brugte jeg så til at udlægge handlingen. Set med min nuværende viden ville jeg måske have lagt strukturen lidt anderledes, nu da jeg ved hvorfor de forskellige elementer falder som de gør.

Følgende er den strukturelle inddeling, jeg tog med mig fra den artikel (som jeg ikke lige kan huske hvad hed), omsat til mine egne ord. Hver sekvens i den udgør et kapitel i læseversionen af projektet på denne side.

  • Første Akt
    • Sekvens 1: Her etableres miljøet og karakterne. Status quo præsenteres. Leder op til en startende hændelse – point of attack’.
    • Sekvens 2: Karaktererne låses fast i knibe, eller sendes ud på nyt spor for at nå mål
  • Andet Akt
    • Sekvens 3: Første forhindringer og mere på spil
    • Sekvens 4: Første kulmination, ofte parallel med Note konklusionen (her = opbrud). Midtpunkt
    • Sekvens 5: Subplot tager fokus.
    • Sekvens 6: Hovedkulmination. Højeste og laveste punkter i hovedkonflikt. Fokus tilbage på hovedplot. Ofte modsætning til første kulmination og resolution.
  • Tredje Akt
    • Sekvens 7: Etablering af slutkonflikt og spænding. Evt et twist her.
    • Sekvens 8: Resolution og konklusion. Konflikter og farezoner skal være helt klare, ikke komplekse.
Vis kommentar Skjul kommentar