Splittet

Crewet råber højt, og buldrer som tønder. Det er endnu ikke klart hvordan de har tænkt sig at indfri målet om rigdom og berømmelse, men alene dét at frigøres fra den modarbejdende indflydelse føles som et stort skridt på vejen. Nu er det bare om at lade P Desmet føre an og vise vejen fremad. Uden forstyrrende elementer er der intet til at distrahere dem fra arbejdet.

Samtidig kaster P Swiggers sig helhjertet ind i sit nye soloprojekt. Snart udgiver han den første musik, som han har lavet med kunsten som eneste mål at hige efter. Han har i hvert fald formået at træde langt væk fra mainstreamen…

Gruppen forsøger at fortsætte hverdagens fest, men kan ikke holde sig fra at gribe enhver chance til at tilsvine Swiggers. Imens giver han et dybere kig ind i hans kunstneriske smag og ambitioner:

P Desmet søger at lede sin armé mod sejr. Han føler at der skal gøres mere end de hidtil har gjort, hvis de skal nå nogen vegne. De bliver ikke superstjerner uden en kamp. For at opskalere promoveringen, og stille sig op imod den nye generation af dansk musik, melder de sig til DRs Karrierekanonen.

Swiggers er klar med mere ny musik fra hans soloprojekt. Og én ting opnår han i hvert fald med det: at tirre sin tidligere gruppe og få dem til at se rødt. Uanset hvad de proklamerer, så er han bestemt ikke “#Glemt”.

P Desmet kan ikke dy sig – selv hvis han erkender, at han kun giver Swiggers’ projekt opmærksomhed ved at svine det til, er han ude af stand til at lade det ligge. Men han er omsider ved at have en plan for hvordan han vil lede Tegnedreng Records fremad:

Endnu engang blusser skyttegravskrigen mellem de forhenværende venner op.

Med Swiggers ude af billedet – så meget som han nu er det – er der andre i crewet, der prøver at få indflydelse. Især M Trokay prøver at spille en større rolle i den nye musik.

Tegnedreng Records bevæger sig mod udgivelsen af deres nye musik, mens de prøver at finde sig selv igen efter bruddet med det grundlæggende, og nu forhenværende medlem.

P Swiggers lægger ingen fingre imellem i sit kunstneriske soloprojekt, SWGRS. Han accepterer kun den ægte og sande kunst, og lægger ikke skjul på hvem han mener lever op til dét, og hvem der bestemt ikke gør.

Tegnedreng Records går stille med dørene på dette tidspunkt, og udtaler sig ikke ret meget. Når de endelig gør, er det vage proklamationer af festlighed, og løse skud mod deres forhenværende ven og gruppemedlem.

Der kommer dog et oprigtigt opslag fra M Trokay, der har set sit snit til at indtage en mere aktiv rolle i skabelsen af den nye musik. Han giver et indblik i deres igangværende kreative proces, og afslører at han er en stor fan af den kontroversielle auto-tune-effekt (der både er nyttig til at få dårlige sangere til at ramme tonerne, og få alle til at lyde som robotter).

Mens Swiggers ufortrødent udgiver sin “kunstneriske” musik, er Tegnedreng Records nu klar til at afsløre hvorfor de har været så stilfærdige: de har brugt tiden på at arbejde på en ny musikvideo – denne gang til deres single Grev Ingolf.

P Swiggers føler at han er nødt til én gang for alle at gøre det klart hvorfor han forlod gruppen. Han mener konstant at blive overstrømmet med spørgsmål om hvad der skete, og derfor taler han nu ud i en video. “De andre var bare coke og damer hele tiden, og bare coke på damer,” siger han – og den slags kan han ikke med god samvittighed lægge sit gode navn til. “Jeg gider ikke de her musikvideoer, hvor man bare står og knalder damer.”

Nu skulle det sidste ord være sagt i den sag, mener han, og de kan alle sammen se fremad – hvad enten man er en ægte, respektabel kunstner med en forfinet æstetisk sans, eller en gruppe sell-outs med dårlig smag og en total mangel på integritet.

Hvis medlemmerne af Tegnedreng Records tager på vej, eller overhovedet har set Swiggers’ sure opstød, viser de det ikke frem for verden. I stedet udgiver de produktet af den seneste tids hårde arbejde, og det næste skridt i deres utøvende ridt mod deres ønskede plads som konger på den danske musikscene – muskvideoen til det tætteste de har, på en hit-single:

Endelig er Tegnedreng Records klar til at annoncere deres nye retning: de vil prøve at være mere seriøse og emotionelle – og frem for alt, pop. Det er nu, de skal blive store.

Og efter devisen “fake it till you make it”, vælger de at beskrive nogle af konsekvenserne ved berømmelsen – måske tager de lidt forskud på sorgerne her. Men det må vise sig om deres store sats kommer til at fungere, og give dem den stjernestatus, de føler er deres ret…

Den nye EP nærmer sig med hastige skridt, og gruppen afslører det nye navn, som de profilerer sig under: Hobro Love. Mon dette kan holde, og blive det som verden kender dem under? Eller vil de være nødt til at søge videre, indtil de endelig finder den identitet som udløser verdens anerkendelse?

Gruppen hedder nu officielt Hobro Love, og de har affyret deres store skud mod stjernerne, det store sats der skal gøre dem til udødelige popfænomener. P Desmet fører an, bistået af M Trokay og J De Clercq, og intet kan stå i vejen for hans ambitioner.

Nu handler det blot om at promovere den nye EP så godt som de kan og håbe på det bedste. Men først – skal der festes!

Men er ikke alt godt?

M Trokay føler tydeligvis et behov for at forsvare deres dugfriske udgivelse. Er der mon uorden i gelederne? Er de ikke den ubrydelige fælles front, de gerne vil ses som?

En, der i hvert fald ikke er tilfreds, er Stoppie K. Han blev i sin tid bragt ind i crewet af P Swiggers. Vil han ende med at gå samme vej som sin mentor?

Hærføren P Desmet prøver desperat at holde styr på tropperne. Dette er den store satsning, deres øjeblik – det er nu, de skal til at blive stjerner. De kan ikke falde fra hinanden i dette, sejrens øjeblik.

Hvis noget kan styrke deres sammenhold, tænker Desmet, må det være gennem hadet til forræderen Swiggers.

Det ser ud til at være lykkedes for Desmet at holde styr på gruppen for nu. Hobro Love lader til at være tilbage på rette kurs. De vender tilbage til at promovere deres popsatsning af en EP’en så godt som de kan, mens hverdagen fortsætter.

I Tegnedreng Records prøver de på ikke at vise svaghed og undgå flere pinlige udbrud, der udstiller deres interne uenigheder for hele verden.

Men Swiggers har ikke taget ikke deres angreb liggende ned. Det har han for meget selvrespekt og “#Realness” til – for ham er det et spørgsmål om ære, når den poppladrende gruppe antaster hans integritet. Han skyder tilbage, og sigter direkte efter deres svage punkt: deres omdiskuterede nye musik.

Krigen mellem de to sider er blusset op igen, og bomberne flyver raskt.

Lige efter P Desmets plan.

For når nu gruppen er overladt til sig selv og deres stræben efter succes, kollapser de i indbyrdes debat og stridigheder. Interne fraktioner bekriger hinanden, og skuden truer med at synke. Det vil Desmet ikke lade ske; ikke når de er så tæt på at transcendere deres obskure og anonyme dødelighed, og blive pop-ikoner. Men for at komme så langt, er de nødt til at holde sammen og danne en fælles front.

Og hvad kan bedre forene dem end hadet til P Swiggers? Så længe de er fokuseret på den ydre fjende, opildner de ikke uenighed indenfor gruppens mure. Man holder trods alt aldrig bedre sammen end med dem, man deler en fjende med.

Det ved Desmet, der ser sig selv som en snu og strategisk begavet hærfører. Og derfor har han prikket til Swiggers, kastet med lette skyts og holdt krigen fra at løbe ud i sandet. Og Swiggers har bidt på; han har gjort som Desmet ønskede, og eskaleret konflikten. Han er blevet kastet sten efter, og har svaret igen med granater.

Og i Tegnedreng Records’ geledder er den surmulende pegen fingre forstummet, og erstattet med krigeriske slagord mod den forhadte fjende. De står atter sammen.

Men P Desmet kan ikke hvile i en sikker tro på at hans plan er lykkedes. Han må gøre mere; trække konflikten med Swiggers endnu længere op i det røde felt. Og det perfekte våben ligger klar i arsenalet. For trods deres nylige stræben efter den glitrende popverden, taler de stadig gadens sprog. De er trods alt rappere. Og når rappere har beef med nogen, så kommer det til udtryk gennem et godt gammeldags diss track.

Konflikten skulle være glohed og febervild. Gutterne skulle være klar til at flå hovedet af P Swiggers. Det burde ikke være til at holde dem fra at jage ham ud af Hobro City med høtyv.

Men i stedet kommer der et lavmælt opslag fra gruppen:

Selv P Desmets militaristiske strategier kan ikke holde uroen nede for evigt. Tegnedreng Records kan ikke blive ved på samme kurs. Under Desmets lederskab har de satset stort på popsuccesen – må de nu erkende, at de har spillet fallit?

Måske har gruppens tilbagevenden til den hårde gaderap på diss track’et mindet dem om hvad de holdt af ved at lave musik. Måske har dets rå og ægte udtryk fået dem til at indse hvor tom og sjæleløs, deres musik har været på det seneste.

Både promoveringen af EP’en Hobro Love og bombardementet af P Swiggers lader til at være sat i bero, måske for stedse. I stedet er tiden kommet til at se sig selv i øjnene og reflektere over hvad der nu venter gruppen.

I stedet for at fejre deres nye succeser, som det ellers var planlagt, falder de tilbage på nostalgi for de gode gamle dage. På trods af at have distanceret sig fra P Swiggers og hans modsatrettede ambitioner, er Tegnedreng Records’ store stræben efter mainstream-succes slået fejl. Samtidig tonser han ufortrødent afsted med sit eget projekt, talende med sin egen stemme, og gennemsyret af sin egen æstetiske overbevisning.

Gruppen har gjort alt hvad de har kunnet hitte på; solgt ud af al deres street cred for at ramme pop-strømmen, og ført skyttegravskrig mod en forhenværende broder. Men intet har virket. De er nu nødt til at træde et skridt tilbage og reflektere over hvordan de vil bevæge sig fremad.