En genforenet front

I sommeren 2015 var jeg på en interrail-tur, der gik gennem østeuropa. Her tog jeg billeder af en del spøjse og mærkelige ting.

Da jeg samlede materiale til Tegnedreng Records, faldt det mig ind at jeg ligeså godt kunne bruge disse billeder, da de gav lidt flavor til projektet. Det var egentlig grunden til at Swiggers tog til Polen.

En del af billederne er dog også fra Ungarn og Tjekkiet.

Det er Pelle, Kaares oppustelige kænguru. For en tid blev den lidt en maskot på studiet. Her er den i fredagsbaren.

Der kom et par billeder med i Tegnedreng Records, bare fordi det var sjovt og random.

Her i anledningen af at lave denne side, og skrive historien, har jeg retroaktivt kombineret ham med karakteren P Lauwers, som bliver nævnt et par gange, men aldrig vist. Det virker meget sandsynligt at én af deres venner tifældigvis er en oppustelig kænguru.

Det er Pelle, Kaares oppustelige kænguru. For en tid blev den lidt en maskot på studiet. Her er den i fredagsbaren.

Der kom et par billeder med i Tegnedreng Records, bare fordi det var sjovt og random.

Her i anledningen af at lave denne side, og skrive historien, har jeg retroaktivt kombineret ham med karakteren P Lauwers, som bliver nævnt et par gange, men aldrig vist. Det virker meget sandsynligt at én af deres venner tifældigvis er en oppustelig kænguru.

På en god håndfuld af billederne er der nogle mærkelige grå kasser. Det er ikke fordi jeg har bortcensureret noget, selvom det godt kunne ligne det.

Mens tekstopslagene blev skrevet direkte på Facebook, blev billederne lagt på Instagram, og så automatisk kryds-postet til Facebook.

Med Instagram kan man redigere billederne, for at farvelægge, justere og beskære dem. Et sted i denne proces, måske pga. en fejl i app’en eller min mobil, opstod de her visuelle defekter. Jeg kunne først se det, når billedet var uploadet. På det tidspunkt måtte jeg så vurdere om det var slemt nok til at slette opslaget og prøve igen (som så krævede at jeg også slettede på Facebook). Nogle gange rettede jeg det, andre gange lod jeg det bare være. Og nogle gange opstod fejlen igen ved andet eller tredje forsøg.

Så som det er, lad os kalde det en æstetik og et visuelt kendetegn. Eller bare en dum teknisk fejl.

Det her var en af de tidlige ideer til projeket, som endte med at falde lidt til side. Jeg havde egentlig overvejet at droppe det, fordi der var så meget andet at gøre, men jeg gjorde alligevel lidt her i 11. time.

Ideen var at der skulle være en DJ, som lavede ekstremt dårlige remixes af deres sange, og kun brugte præfabrikerede loops og samples. Så jeg downloadede nogle “construction kits”, og det er det eneste der er på her. Jeg har så vidt muligt ikke mixet eller tilpasset noget, så vidt jeg husker. Men det var faktisk ret svært at synkronisere de færdiglavede elementer. Det havde nok i virkeligheden været hurtigere for mig at lave et rigtigt remix, fra bunden – men det var jo ikke pointen her.

Det endte ret meget med at drukne da det udkom, især fordi de her remix var et rent narrativt element, der tilhørte Tegnedreng Records som multimodal roman, og ikke som “hey, vi er nogle venner der laver rap”. Og det var meget dér, stemningen lå hen mod enden. Jeg tror ikke de andre – hverken dem der deltog, eller dem der fulgte med på sidelinjen – ænsede meget af den konceptuelle og narrative understrøm, udover når jeg (sikkert fuld) insisterede på at belære om det.

Den tjeneste, som jeg brugte til at putte at lægge musikken op på Spotify, iTunes, Tidal og et utal af ukendte streaming-sider, tog ret lang tid om at få dem op. Eftersom jeg arbejdede på musikken op til det sidste øjbelik før udgivelse, kunne jeg ikke få dem op på streaming i tide til at passe med udgivelsesdatoen. Det var lidt træls nogle gange, fordi jeg havde udgivet musikken, men den var ikke dér hvor folk plejede at høre den (primært Spotify).

Det var dog ret lækkert at kunne få min musik ud på de ‘rigtige’ tjenester, uden at skulle betale for det. Jeg brugte Routenote, på den gratis model, hvor de tager 15% af profitten. Jokes on them, for hvilken profit?! I skrivende stund, foråret 2019, nærmer jeg mig efterhånden de $50 som udløser en betaling. Der er nok kun et halvt år til sweet sweet profit nu…

Jeg er meget interesseret i historiers struktur – det underliggende skelet, der holder dem sammen og giver dem form. Hvis en historie fortælles godt, ænser man som regel slet ikke at der er en struktur – historien lader blot til at følge sit naturlige og åbenlyse flow. Selvfølgelig sker det her nu, tænker man – eller bedre, tænker man slet ikke.

Men en god historie har en struktur. Den har nogle principper, der styrer hvorfor bestemte ting sker på bestemte tidspunkter. Den har en opbygning af spændingen og konflikterne, og en form der gør at slutningen føles tilfredsstillende (eller utilfredsstillende, alt efter forfatterens intention).

Historier kan tage sig ud på nær ved uendeligt mange forskellige måder, og stikke af i alle mulige fantasifulde retninger. Men selvom de virker vidt forskellige på overfladen, kan de dele en grundlæggende struktur. Faktisk har en meget stor del af de historier, vi læser, ser og hører, en bestemt struktur til fælles – de spinder bare deres fortælling ud over den. Ligesom at et hus har en grundstruktur – et køkken, en stue, et par soveværelser, et badeværelse eller to – men alle huse opleves langt fra som ens af dén grund.

Forskeren Joseph Campbell analyserede forskellige kulturers myter og fortællinger, og fandt deres strukturelle fællestræk. Indenfor filmindustrien har disse ideer om struktur især vundet indpas, fordi film har en rimelig standardiseret længde, og skal nå igennem hele deres plot på en fornuftig måde indenfor den ramme. Filmindustrien har dog måske været lige ivrige nok i at bruge struktur, og de følger tit skrappe retningslinjer der dikterer hvor lang tid hver enkelt sektion af plottet skal vare, og hvad der skal ske hvornår. Når først man får øje på det, kommer man aldrig til at se en Hollywood-film på samme måde igen.

Jeg har efterhånden læst en hel del om historiestrukturer. Men da jeg skrev Tegnedreng Records, var min forståelse af feltet stadig i sin vorden. Jeg vidste at der var en treaktsstruktur, og at film fulgte den nøje, men jeg kendte ikke rigtigt principperne. Men da jeg stod overfor at udvikle projektets plot, besluttede jeg mig for at prøve at følge denne struktur. Så jeg googlede mig frem til en gennemgang, og den brugte jeg så til at udlægge handlingen. Set med min nuværende viden ville jeg måske have lagt strukturen lidt anderledes, nu da jeg ved hvorfor de forskellige elementer falder som de gør.

Følgende er den strukturelle inddeling, jeg tog med mig fra den artikel (som jeg ikke lige kan huske hvad hed), omsat til mine egne ord. Hver sekvens i den udgør et kapitel i læseversionen af projektet på denne side.

• Første Akt
  • Sekvens 1: Her etableres miljøet og karakterne. Status quo præsenteres. Leder op til en startende hændelse – point of attack’.
  • Sekvens 2: Karaktererne låses fast i knibe, eller sendes ud på nyt spor for at nå mål
• Andet Akt
  • Sekvens 3: Første forhindringer og mere på spil
  • Sekvens 4: Første kulmination, ofte parallel med Note konklusionen (her = opbrud). Midtpunkt
  • Sekvens 5: Subplot tager fokus.
  • Sekvens 6: Hovedkulmination. Højeste og laveste punkter i hovedkonflikt. Fokus tilbage på hovedplot. Ofte modsætning til første kulmination og resolution.
• Tredje Akt
  • Sekvens 7: Etablering af slutkonflikt og spænding. Evt et twist her.
  • Sekvens 8: Resolution og konklusion. Konflikter og farezoner skal være helt klare, ikke komplekse.

Jeg brugte en del billeder af en vandpibe. Generelt brugte jeg dem til at indikere at en sektion af historien var ovre (i denne læseudgave optræder de som sidste opslag i hvert kapitel). De fleste billeder blev taget ved den samme lejlighed hos en ven i Aarhus, men der er vist også et par stykker fra en tur på vandpibebar i Aalborg (ved samme lejlighed blev Storms dele af Grænseløs Kærlighed i øvrigt optaget).