Alt for berømmelsen

Den tjeneste, som jeg brugte til at putte at lægge musikken op på Spotify, iTunes, Tidal og et utal af ukendte streaming-sider, tog ret lang tid om at få dem op. Eftersom jeg arbejdede på musikken op til det sidste øjbelik før udgivelse, kunne jeg ikke få dem op på streaming i tide til at passe med udgivelsesdatoen. Det var lidt træls nogle gange, fordi jeg havde udgivet musikken, men den var ikke dér hvor folk plejede at høre den (primært Spotify).

Det var dog ret lækkert at kunne få min musik ud på de ‘rigtige’ tjenester, uden at skulle betale for det. Jeg brugte Routenote, på den gratis model, hvor de tager 15% af profitten. Jokes on them, for hvilken profit?! I skrivende stund, foråret 2019, nærmer jeg mig efterhånden de $50 som udløser en betaling. Der er nok kun et halvt år til sweet sweet profit nu…

En af de ting, der især optager medlemmerne af Tegnedreng Records tanker, er Jolly Cola. Det var en idé jeg fik under projektets planlægningsforløb, og som endte med at blive en rimelig central del af dets karakter.

På den ene side er det en joke om rappere og deres forkærlighed for luksus-brands – fx når Migos bruger en hel sang på stort set bare at sige ‘Versace’ igen og igen. Jeg synes det var sjovt at kontrastere det med en rap-gruppe fra det ‘mørke’ Jylland, hvis idé om et luksus-brand var Jolly Cola – ikke noget der typisk forbindes med high society og en dyr livsstil.

På den anden side er det også en slags branding-øvelse fra min side. Det er tænkt som en art hook, noget der fanger folks opmærksomhed og måske får dem til at huske Tegnedreng Records. Jolly Cola er en af de der kulturelle artefakter, der lidt lever i en skyggezone, hvor de fleste kender til det, men de færreste tænker over det ret tit. Der er dermed en genkendelsesværdi og en forforståelse knyttet til det, som kan aktiveres og bruges til at fange modtagerens opmærksomhed. Ved at bruge noget så relativt obskurt som Jolly Cola, i stedet for fx Pepsi, positioneres budskabet i en meget specifk kulturel kontekst, der opfordrer modtageren til at tænke mere end ved et kulturelt symbol, der ses hver dag og man derfor uden videre frasorterer mentalt.

Yay kommunikations-bullshit!

Jolly Cola passer også til Tegnedreng Records, hvis man tænker på hvad der karakteriserer det brand: der er noget med nogle lumre tv-reklamer, og noget med discountvarer, og så er det et ærkedansk produkt der, da det blev skabt affekterede og påklædte sig amerikansk kultur.

En lille sidebemærkning: Jeg havde svært ved at rent faktisk at anskaffe noget Jolly Cola, fordi jeg ikke vidste hvor det kunne købes henne. Det viste sig at være i Aldi, og nogle gange som partivare i Netto. Så der blev i virkeligheden indtaget meget lidt Jolly Cola i forbindelse med projektet, og jeg havde intet minde om dets smag, da jeg gjorde det til en del af det. Det er okay – jeg er lidt cola-agnostiker, og foretrækker ikke noget mærke frem for de andre.

Men manglen på Jolly under projektet gjorde at jeg i de første to musikvideoer rent faktisk hældte Harboe Cola på den halvandenliters Jolly-flaske, jeg havde fået fat i. Movie magic!

Før projektet blev sparket i gang, bestemte jeg mig for at det skulle ende d. 1. april.

Jeg gav det en fast slutdato, fordi det gjorde hele projektet mere overskueligt og holdt mig i gang. Det kunne have været nemt at bestemme sig for at lave rapmusik under et falsk navn, og så bare blive ved med det, men det havde jeg egentlig ikke lyst til. Jeg kunne se for mig hvor retningsløst, det ville blive, og jeg kender mig selv godt nok til at vide, at det ville være svært for mig at lave numrene færdige og få udgivet dem, hvis der ikke var en truende deadline.

Derfor valgte jeg at det skulle køre et begrænset stykke tid. Og så bagefter var jeg fri for det, og være tilfreds med et ordentligt afsluttet projekt, i stedet for endnu et hængeparti. Et halvt år virkede som et fornuftigt tidsrum – længere ville blive træls, kortere forhastet. Det her var et sted i starten af 2015, hvor jeg et stykke tid havde puslet lidt med et par af numrene, og hittet på et par ideer.

Nu skulle jeg vælge en slutdato, og der virkede det sjovt med d. 1. april – således at i sidste ende, efter alt denne arbejde, ville dét der stod tilbage, være en aprilsnar. Det gav mig også lidt tid til at forberede mig til startdatoen, der så blev d. 1. oktober 2015.

Da jeg nu på min vej ind i projektet vidste hvad det skulle ende med, kunne jeg indbygge henvisninger og foreshadowing af det i historien. Således havde sangen Du Til Grin – det første nummer, som Tegnedreng Records udgav – “aprilsnar” som en del af omkvædet.

Jeg inkluderede også referencer til datoen 1. april 2016, i form af koder som 1641 og forskellige brug af tallene 1 og 4. For eksempel valgte jeg også at der skulle ske noget dramatisk d. 4. januar – det blev at Swiggers forlod gruppen.

I drejebogen skrev jeg følgende om dette:

På en god håndfuld af billederne er der nogle mærkelige grå kasser. Det er ikke fordi jeg har bortcensureret noget, selvom det godt kunne ligne det.

Mens tekstopslagene blev skrevet direkte på Facebook, blev billederne lagt på Instagram, og så automatisk kryds-postet til Facebook.

Med Instagram kan man redigere billederne, for at farvelægge, justere og beskære dem. Et sted i denne proces, måske pga. en fejl i app’en eller min mobil, opstod de her visuelle defekter. Jeg kunne først se det, når billedet var uploadet. På det tidspunkt måtte jeg så vurdere om det var slemt nok til at slette opslaget og prøve igen (som så krævede at jeg også slettede på Facebook). Nogle gange rettede jeg det, andre gange lod jeg det bare være. Og nogle gange opstod fejlen igen ved andet eller tredje forsøg.

Så som det er, lad os kalde det en æstetik og et visuelt kendetegn. Eller bare en dum teknisk fejl.

Jeg forsøgte at give Tegnedreng Records en karakteristisk sproglighed og måde at formulere sig på. En stor del af den var stavefejl, tastefejl og andre sprogfejl – i det hele taget at give dem en meget ringe evne til at skrive. Jeg brugte en del tid på at designe nogle interessante fejl, som af og til dukker op.

Et andet markant stiltræk er at de Skriver Alle Ord Med Stort Første Bogstav. Det var hovedsageligt tænkt som en slags parodi på hvordan nogle skriver kun med småt, og Kanye West engang praktiserede altid AT SKRIVE ALTING MED KUN STORE BOGSTAVER. Jeg tænkte det havde en skæg effekt. Fordi gruppens medlemmer alle sammen skriver gennem den samme profil, bliver det også en slags kendetegn for gruppen, lidt i stil med The Beatles og deres delte frisure.

De gør også brug af en overflod af hashtags, og ofte ganske meningsløse eller stavefejlsbefængte af slagsen. Med andre ord, så forstår de tydeligvist ikke hvordan hashtags fungerer. De var mere vilkårlige i starten, og udviklede sig lidt i løbet af projektet. Hvor jeg postede almindelige tekstopslag direkte på Facebook, så uploadede jeg billeder til Instagram, hvorfra de så automatisk blev spejlet på Facebook. I løbet af projektets forløb opdagede jeg at man på Instagram (tåbelige sted som det er) bare kan tagge opslag med populære ting, og så er der en hel masse tilfældige folk (og spambots) der liker dem. Derfor kom der i stigende grad vægge af hashtags som #Rap #HipHop #DanskRap #Music #Producer #Gangsta #Versace #Tuborg #Beard #Danmark.

En anden ting, der dukkede op i løbet af projektets forløb, var emojis. Jeg bruger personligt ingen smileys eller emojis, så jeg skulle lige vænne mig til at inkorporere dem. Hen mod slutningen inkluderede de fleste opslag nogle, fx tre kongekroner 👑👑👑 eller noget ild eller nogle penge 🔥💰🎶. Jeg har ikke fortsat denne praksis i mine personlige kommunikationer.

Et ord som jeg ofte brugte i projektet var “vilder” (udtalt med et lidt hårdt tryk; rimer på “diller”…). Det var designet som et stykke gruppespecifikt slang, på den måde som sociale grupperinger har en tendens til at udvikle interne begreber og referencer. Min tænkning med det var at det skulle repræsentere en bøjning efter superlativet; altså at ‘vilder’ betyder ‘vildere end vildeste’ – således at “Det kan godt være at du er den vildeste, men jeg er vilder”. Det kan dog lige så godt bare tolkes som at de siger “vildere” på en spøjs måde. Det spiller ikke nogen særlig rolle i historien, udover at det er et billigt stykke slang, de bruger.

Jeg er meget interesseret i historiers struktur – det underliggende skelet, der holder dem sammen og giver dem form. Hvis en historie fortælles godt, ænser man som regel slet ikke at der er en struktur – historien lader blot til at følge sit naturlige og åbenlyse flow. Selvfølgelig sker det her nu, tænker man – eller bedre, tænker man slet ikke.

Men en god historie har en struktur. Den har nogle principper, der styrer hvorfor bestemte ting sker på bestemte tidspunkter. Den har en opbygning af spændingen og konflikterne, og en form der gør at slutningen føles tilfredsstillende (eller utilfredsstillende, alt efter forfatterens intention).

Historier kan tage sig ud på nær ved uendeligt mange forskellige måder, og stikke af i alle mulige fantasifulde retninger. Men selvom de virker vidt forskellige på overfladen, kan de dele en grundlæggende struktur. Faktisk har en meget stor del af de historier, vi læser, ser og hører, en bestemt struktur til fælles – de spinder bare deres fortælling ud over den. Ligesom at et hus har en grundstruktur – et køkken, en stue, et par soveværelser, et badeværelse eller to – men alle huse opleves langt fra som ens af dén grund.

Forskeren Joseph Campbell analyserede forskellige kulturers myter og fortællinger, og fandt deres strukturelle fællestræk. Indenfor filmindustrien har disse ideer om struktur især vundet indpas, fordi film har en rimelig standardiseret længde, og skal nå igennem hele deres plot på en fornuftig måde indenfor den ramme. Filmindustrien har dog måske været lige ivrige nok i at bruge struktur, og de følger tit skrappe retningslinjer der dikterer hvor lang tid hver enkelt sektion af plottet skal vare, og hvad der skal ske hvornår. Når først man får øje på det, kommer man aldrig til at se en Hollywood-film på samme måde igen.

Jeg har efterhånden læst en hel del om historiestrukturer. Men da jeg skrev Tegnedreng Records, var min forståelse af feltet stadig i sin vorden. Jeg vidste at der var en treaktsstruktur, og at film fulgte den nøje, men jeg kendte ikke rigtigt principperne. Men da jeg stod overfor at udvikle projektets plot, besluttede jeg mig for at prøve at følge denne struktur. Så jeg googlede mig frem til en gennemgang, og den brugte jeg så til at udlægge handlingen. Set med min nuværende viden ville jeg måske have lagt strukturen lidt anderledes, nu da jeg ved hvorfor de forskellige elementer falder som de gør.

Følgende er den strukturelle inddeling, jeg tog med mig fra den artikel (som jeg ikke lige kan huske hvad hed), omsat til mine egne ord. Hver sekvens i den udgør et kapitel i læseversionen af projektet på denne side.

• Første Akt
  • Sekvens 1: Her etableres miljøet og karakterne. Status quo præsenteres. Leder op til en startende hændelse – point of attack’.
  • Sekvens 2: Karaktererne låses fast i knibe, eller sendes ud på nyt spor for at nå mål
• Andet Akt
  • Sekvens 3: Første forhindringer og mere på spil
  • Sekvens 4: Første kulmination, ofte parallel med Note konklusionen (her = opbrud). Midtpunkt
  • Sekvens 5: Subplot tager fokus.
  • Sekvens 6: Hovedkulmination. Højeste og laveste punkter i hovedkonflikt. Fokus tilbage på hovedplot. Ofte modsætning til første kulmination og resolution.
• Tredje Akt
  • Sekvens 7: Etablering af slutkonflikt og spænding. Evt et twist her.
  • Sekvens 8: Resolution og konklusion. Konflikter og farezoner skal være helt klare, ikke komplekse.

Jeg brugte en del billeder af en vandpibe. Generelt brugte jeg dem til at indikere at en sektion af historien var ovre (i denne læseudgave optræder de som sidste opslag i hvert kapitel). De fleste billeder blev taget ved den samme lejlighed hos en ven i Aarhus, men der er vist også et par stykker fra en tur på vandpibebar i Aalborg (ved samme lejlighed blev Storms dele af Grænseløs Kærlighed i øvrigt optaget).