En gnist tændes

Selvom det ikke var så let at se mens det stod på, var projektet Tegnedreng Records et højkonceptuelt og temmelig eksperimentelt stykke historiefortælling. Jeg var fascineret af de sociale mediers tidslinje som fortællemedie, og især den måde som de typisk viser de nyeste opslag først – for det betyder at hændelser her udspiller sig i omvendt rækkefølge af, hvordan de oprindeligt fandt sted. Ved at bevæge sig ned i en af disse tidslinjer, kaster man sig nærmest ud i en slags digital arkæologi, og rekonstruerer løbende begivenhederne baglæns.

Jeg fik den idé at prøve at bruge disse tidslinjer til at fortælle en historie, der kunne læses i begge retninger. I praksis endte denne idé med at falde lidt til side under projektets udførelse, og måske var det slet ikke muligt at gøre ordentlig på den måde jeg forsøgte det, men en ting, der overlevede var dog historiens cykliske natur. Den ender i høj grad hvor den startede; det første og det sidste opslag er ens, bortset fra at det første angives som ‘slutningen’ og det sidste som ‘begyndelsen’. Den krølle var det væsentligste, der overlevede af “tovejs”-historien.

Sammen med disse to opslag var der også et let skjult link til et forord, som jeg havde udgivet som et billede på Imgur før projektets officielle begyndelse. I dette løb jeg med fuld hast ud i det tematiske og prætentiøse overdrev, og funderede over stort og småt (mest stort, selvfølgelig).

Jeg syntes det var interessant at starte projektet, der generelt blev kørt med et “straight face” og præsenteret som værende ægte, med at lægge alle kortene på bordet. Det ville især have været sjovt, hvis nu Tegnedreng Records var brudt igennem på den danske musikscene, men det ville måske være lidt meget at forvente.

Følgende er hvad jeg skrev i projektet drejebog:

De hårdkogte drenge i Tegnedreng Records har alle sammen smarte gadenavne, de kalder sig – som sig hør og bør for ægte rappere. For godtfolk som Jay Z og Snoop Dogg har jo ikke det stående på døbsattesten (selvom Kanye West og Kendrick Lamar godt nok hedder det i virkeligheden). I Tegnedreng Records hedder de en kombination af et karakteristisk navn og et eller flere løse bogstaver – i den stolte tradition fra Eazy E, P Diddy, Schoolboy Q, m.fl. – i Hobro har de navne som P Swiggers, J De Clercq og Stoppie K.

Men hvor kommer disse fantasifulde og mærkelige navne mon fra?

Det hårdkogte akademiske miljø, selvfølgelig!

Faktisk har samtlige medlemmer af Tegnedreng Records deres navn fra en klynge af forskere, der beskæftiger sig med emner som lingvistik, produktoplevelser og biblioteksvidenskab. Selv R Echt! (udtales Er Ægte eller Wrecked).

Fundet af alle disse fantastiske forskernavne var faktisk det, der satte mig i gang med hele projektet. På 3. semester af min bachelor-uddannelse havde vi et fag, der hed Bibliotek og Samfund, og til en af undervisningstimerne stod der en skæbnesvanger forskningsartikel på litteraturlisten. Den ville komme til at ændre mit livs kurs, sagt sådan lidt dramatisk.

Artiklen hed Metahistoriography meets (linguistic) historiography, og som forfattere stod der: P Swiggers, L Jooken & P Desmet. Jeg var dybt fascineret. Hvis dét ikke var en rapgruppe, tænkte jeg, hvad i alverden er så?!

Frøet var plantet til et storslået projekt, og i løbet af de næste måneder begyndte det at spire. Jeg havde lyst til at prøve at lave noget dumt rap-musik, og var fascineret over “falske” kunstnere som Kidd – eller Kilamanjaro Drugs (som var en dybt detaljeret prank som en fra studiet udsatte en anden for).

Den næste tid begyndte jeg at producere beats og skrive tekster, og optog stumper af lyd fra forskellige folk, som jeg samplede. Hver person, der optrådte i projektet, blev til et medlem af det fiktive crew, og fik sig et tåbeligt gadenavn plukket direkte fra den videnskabelige litteratur.

Men den oprindelige trio af navne var reserveret. Jeg havde udnævnt Martin, som jeg studerede med, til P Swiggers, og spillede selv de to andre; P Desmet med min normale stemme, og L Jooken i en mærkelig krængende falsetstemme. I løbet af projektet udvidede jeg også mit line-up af stemmer til at dække flere medlemmer, herunder M Trokay og P Schmitter.

Da først der begyndte at være en visuel side til projektet, med billeder og videoer, blev det et problem at jeg var omkring fire af medlemmerne. Så for nogle af dem endte der med at være en anden, der lagde krop til. Og i L Jookens tilfælde, flere forskellige – for han havde ansigtet dækket bag en elefanthue, og kunne derfor sådan set bare spilles af hvem end der var til rådighed.

Det var sådan Kaare, der bagefter blev til det i stigende grad bærende medlem HM Hoeningwald.

HM Hoeningwald, blev involveret i projektet. Hans første bidrag var at stå og glo med en elefanthue på i videoen, der annoncerede det første albums udgivelse.

Til min store skuffelse er jeg endnu ikke blevet kontaktet af nogen af de (fortrinsvist hollandske, franske og belgiske) forskere, hvis navne jeg har stjålet, og hvis kredibilitet på internettet jeg helt sikkert må have beskadiget permanent.

Jeg forsøgte at give Tegnedreng Records en karakteristisk sproglighed og måde at formulere sig på. En stor del af den var stavefejl, tastefejl og andre sprogfejl – i det hele taget at give dem en meget ringe evne til at skrive. Jeg brugte en del tid på at designe nogle interessante fejl, som af og til dukker op.

Et andet markant stiltræk er at de Skriver Alle Ord Med Stort Første Bogstav. Det var hovedsageligt tænkt som en slags parodi på hvordan nogle skriver kun med småt, og Kanye West engang praktiserede altid AT SKRIVE ALTING MED KUN STORE BOGSTAVER. Jeg tænkte det havde en skæg effekt. Fordi gruppens medlemmer alle sammen skriver gennem den samme profil, bliver det også en slags kendetegn for gruppen, lidt i stil med The Beatles og deres delte frisure.

De gør også brug af en overflod af hashtags, og ofte ganske meningsløse eller stavefejlsbefængte af slagsen. Med andre ord, så forstår de tydeligvist ikke hvordan hashtags fungerer. De var mere vilkårlige i starten, og udviklede sig lidt i løbet af projektet. Hvor jeg postede almindelige tekstopslag direkte på Facebook, så uploadede jeg billeder til Instagram, hvorfra de så automatisk blev spejlet på Facebook. I løbet af projektets forløb opdagede jeg at man på Instagram (tåbelige sted som det er) bare kan tagge opslag med populære ting, og så er der en hel masse tilfældige folk (og spambots) der liker dem. Derfor kom der i stigende grad vægge af hashtags som #Rap #HipHop #DanskRap #Music #Producer #Gangsta #Versace #Tuborg #Beard #Danmark.

En anden ting, der dukkede op i løbet af projektets forløb, var emojis. Jeg bruger personligt ingen smileys eller emojis, så jeg skulle lige vænne mig til at inkorporere dem. Hen mod slutningen inkluderede de fleste opslag nogle, fx tre kongekroner 👑👑👑 eller noget ild eller nogle penge 🔥💰🎶. Jeg har ikke fortsat denne praksis i mine personlige kommunikationer.

Et ord som jeg ofte brugte i projektet var “vilder” (udtalt med et lidt hårdt tryk; rimer på “diller”…). Det var designet som et stykke gruppespecifikt slang, på den måde som sociale grupperinger har en tendens til at udvikle interne begreber og referencer. Min tænkning med det var at det skulle repræsentere en bøjning efter superlativet; altså at ‘vilder’ betyder ‘vildere end vildeste’ – således at “Det kan godt være at du er den vildeste, men jeg er vilder”. Det kan dog lige så godt bare tolkes som at de siger “vildere” på en spøjs måde. Det spiller ikke nogen særlig rolle i historien, udover at det er et billigt stykke slang, de bruger.

Jeg brugte en del billeder af en vandpibe. Generelt brugte jeg dem til at indikere at en sektion af historien var ovre (i denne læseudgave optræder de som sidste opslag i hvert kapitel). De fleste billeder blev taget ved den samme lejlighed hos en ven i Aarhus, men der er vist også et par stykker fra en tur på vandpibebar i Aalborg (ved samme lejlighed blev Storms dele af Grænseløs Kærlighed i øvrigt optaget).

Før projektet blev sparket i gang, bestemte jeg mig for at det skulle ende d. 1. april.

Jeg gav det en fast slutdato, fordi det gjorde hele projektet mere overskueligt og holdt mig i gang. Det kunne have været nemt at bestemme sig for at lave rapmusik under et falsk navn, og så bare blive ved med det, men det havde jeg egentlig ikke lyst til. Jeg kunne se for mig hvor retningsløst, det ville blive, og jeg kender mig selv godt nok til at vide, at det ville være svært for mig at lave numrene færdige og få udgivet dem, hvis der ikke var en truende deadline.

Derfor valgte jeg at det skulle køre et begrænset stykke tid. Og så bagefter var jeg fri for det, og være tilfreds med et ordentligt afsluttet projekt, i stedet for endnu et hængeparti. Et halvt år virkede som et fornuftigt tidsrum – længere ville blive træls, kortere forhastet. Det her var et sted i starten af 2015, hvor jeg et stykke tid havde puslet lidt med et par af numrene, og hittet på et par ideer.

Nu skulle jeg vælge en slutdato, og der virkede det sjovt med d. 1. april – således at i sidste ende, efter alt denne arbejde, ville dét der stod tilbage, være en aprilsnar. Det gav mig også lidt tid til at forberede mig til startdatoen, der så blev d. 1. oktober 2015.

Da jeg nu på min vej ind i projektet vidste hvad det skulle ende med, kunne jeg indbygge henvisninger og foreshadowing af det i historien. Således havde sangen Du Til Grin – det første nummer, som Tegnedreng Records udgav – “aprilsnar” som en del af omkvædet.

Jeg inkluderede også referencer til datoen 1. april 2016, i form af koder som 1641 og forskellige brug af tallene 1 og 4. For eksempel valgte jeg også at der skulle ske noget dramatisk d. 4. januar – det blev at Swiggers forlod gruppen.

I drejebogen skrev jeg følgende om dette:

En af de ting, der især optager medlemmerne af Tegnedreng Records tanker, er Jolly Cola. Det var en idé jeg fik under projektets planlægningsforløb, og som endte med at blive en rimelig central del af dets karakter.

På den ene side er det en joke om rappere og deres forkærlighed for luksus-brands – fx når Migos bruger en hel sang på stort set bare at sige ‘Versace’ igen og igen. Jeg synes det var sjovt at kontrastere det med en rap-gruppe fra det ‘mørke’ Jylland, hvis idé om et luksus-brand var Jolly Cola – ikke noget der typisk forbindes med high society og en dyr livsstil.

På den anden side er det også en slags branding-øvelse fra min side. Det er tænkt som en art hook, noget der fanger folks opmærksomhed og måske får dem til at huske Tegnedreng Records. Jolly Cola er en af de der kulturelle artefakter, der lidt lever i en skyggezone, hvor de fleste kender til det, men de færreste tænker over det ret tit. Der er dermed en genkendelsesværdi og en forforståelse knyttet til det, som kan aktiveres og bruges til at fange modtagerens opmærksomhed. Ved at bruge noget så relativt obskurt som Jolly Cola, i stedet for fx Pepsi, positioneres budskabet i en meget specifk kulturel kontekst, der opfordrer modtageren til at tænke mere end ved et kulturelt symbol, der ses hver dag og man derfor uden videre frasorterer mentalt.

Yay kommunikations-bullshit!

Jolly Cola passer også til Tegnedreng Records, hvis man tænker på hvad der karakteriserer det brand: der er noget med nogle lumre tv-reklamer, og noget med discountvarer, og så er det et ærkedansk produkt der, da det blev skabt affekterede og påklædte sig amerikansk kultur.

En lille sidebemærkning: Jeg havde svært ved at rent faktisk at anskaffe noget Jolly Cola, fordi jeg ikke vidste hvor det kunne købes henne. Det viste sig at være i Aldi, og nogle gange som partivare i Netto. Så der blev i virkeligheden indtaget meget lidt Jolly Cola i forbindelse med projektet, og jeg havde intet minde om dets smag, da jeg gjorde det til en del af det. Det er okay – jeg er lidt cola-agnostiker, og foretrækker ikke noget mærke frem for de andre.

Men manglen på Jolly under projektet gjorde at jeg i de første to musikvideoer rent faktisk hældte Harboe Cola på den halvandenliters Jolly-flaske, jeg havde fået fat i. Movie magic!

Tegnedreng Records er fra Hobro, og meget stolte af det!

Men hvorfor er de egentlig derfra? Det var ikke altid planen. Faktisk var det første valg Skanderborg.

Da jeg gik i gang med at planlægge projektet, syntes jeg det var sjovest hvis de kom fra en lille by. Jeg boede i Aalborg, men en by af den størrelse har for meget kulturmiljø til at man kan opfinde en rapgruppe der er “born and raised” uden at forholde sig til byens virkelige kulturliv. Så jeg gik på udkig efter en egnet by, og i første omgang valgte jeg Skanderborg. Jeg syntes navnet havde en god rytme at sige, og jeg havde været der et par gange, så jeg havde en fornemmelse for byens udformning. Min idé til crewets navn var i starten Skanderborg Øst – igen fordi det lød godt som en ting at råbe i starten af et rap-nummer – og fordi jeg syntes det var sjovt at køre en stor East Side/West Side-konflikt i så lille en by som Skanderborg. En anden fordel var at Skanderborg lå på hovedtogstrækningen op gennem Jylland, så den var let at komme til hvis man skulle ned og filme der.

Problemet var dog at jeg havde glemt Skanderborg Festivalen – det ville være svært at ignorere så stor en kulturbegivenhed, og jeg havde ikke lyst til at finde en måde at inkorporere den. Så jagten efter en ny hjemstavn gik i gang. Jeg overvejede Silkeborg, fordi dens navn havde samme rytme, og Ebeltoft på grund af et dårligt ordspil med musikprogrammet Ableton.

Jeg kan ikke huske hvem der foreslog det, men valget faldt på Hobro. Den by passede fint størrelsesmæssigt, havde ikke for mange forudgående associationer, og var nemt tilgængelig med tog.

Der var et skægt lykketræf i dette valg. For under planlægningen af Skanderborg Øst, havde jeg fundet en gade der som de skulle komme fra – Adelgade. Da jeg flyttede crewet til Hobro, viste det sig at Adelgade dér er en af de centrale gader, der går gennem byen. Så den kunne jeg bare beholde, og den endte med at give navn til crewet i perioder, det første album, og den sang som fik en musikvideo filmet on location i Hobro.

Et lævn fra tiden som Skanderborg Øst er sangen Halbal I Skanderborg / Fucker Det Shit Op, det første nummer på det sidste album. Nummeret var i støbeskeen før byskiftet skete, og rytmen passede ikke med at sige Hobro i stedet. Så sangen endte med at handle om at de var på tur til et halbal i Skanderborg, i stedet for at den handler om deres hverdag i hjembyen.

Jeg ved ikke om Hobro er glade for at være associeret med Tegnedreng Records.

Når Tegnedreng Records udgiver et album, henviser de konsekvent til det som en EP. Jeg tror ikke der var nogen meget klar grund til dette.

Jeg syntes nok at det virkede lidt voldsomt at annoncere et nyt album så ofte som de udkom, fordi det ord forbindes med noget mere vægtigt. Og så fordi den første var en lidt let affære, gav det mening dér, og så blev jeg bare ved med at benævne dem sådan – selvom det blev lidt absurd når de begyndte at være over 45 minutter lange (jeg havde meget materiale, der skulle brændes af til sidst).

Men det gør også, at gruppens måde at kommunikere om deres musik er lidt karakteristisk, og afspejler den måde sprogbrug og tænkemåder formes og præges inden for en social gruppedynamik.

Så jeg synes, det giver lidt til projektets præsentation, selvom det er en (potentielt forvirrende) kuriøsitet.

Jeg har på denne hjemmeside valgt at bruge album i de fleste sammenhænge, fordi det lægger sig mere op ad den gængse begrebsbrug.

Crewet skifter navn ved hver udgivelse. I starten er det altid til det samme som deres nye EP hedder, men hen mod slutningen begynder det at blive forskellige ting.

Ligesom det med at rapperne forskernavne, så er det en af mine skøre ideer, som jeg endte med at bruge.

Det er egentlig en joke om hvordan nogle rappere har det med at skifte navn. Fx blev Snoop Doggy Dogg til Snoop Dogg, og så i en underlig periode, til Snoop Lion – og Jay-Z skulle pludselig skrives JAY Z (det var vigtigt at komme af med den bindestreg, åbenbart). Men den helt store synder her er Puff Daddy aka P. Diddy aka aka Puffy aka Diddy.

Det var også bare en måde at understrege det fjollede og absurde i hele projektet. Fordi gruppen når jo at køre gennem en hel karriere på kun seks måneder, med hele syv fulde albums udgivet, og et opbrud og genforening på halvvejen. Så det gav lidt ekstra “punch” at de rebrandede sig selv konstant. Som så også spiller ind i de tematiske elementer i historien, om at søge efter sin identitet og rolle i relation til omverden. At de genopfinder sig selv hele tiden afslører også de fiktive rapperes mangel på marketing-snilde – og det hjalp sikkert heller ikke projektet blive kendt at det var så umuligt at søge efter, fordi det hele tiden hed noget nyt.

Så det var meget skægt.

Jeg er meget interesseret i historiers struktur – det underliggende skelet, der holder dem sammen og giver dem form. Hvis en historie fortælles godt, ænser man som regel slet ikke at der er en struktur – historien lader blot til at følge sit naturlige og åbenlyse flow. Selvfølgelig sker det her nu, tænker man – eller bedre, tænker man slet ikke.

Men en god historie har en struktur. Den har nogle principper, der styrer hvorfor bestemte ting sker på bestemte tidspunkter. Den har en opbygning af spændingen og konflikterne, og en form der gør at slutningen føles tilfredsstillende (eller utilfredsstillende, alt efter forfatterens intention).

Historier kan tage sig ud på nær ved uendeligt mange forskellige måder, og stikke af i alle mulige fantasifulde retninger. Men selvom de virker vidt forskellige på overfladen, kan de dele en grundlæggende struktur. Faktisk har en meget stor del af de historier, vi læser, ser og hører, en bestemt struktur til fælles – de spinder bare deres fortælling ud over den. Ligesom at et hus har en grundstruktur – et køkken, en stue, et par soveværelser, et badeværelse eller to – men alle huse opleves langt fra som ens af dén grund.

Forskeren Joseph Campbell analyserede forskellige kulturers myter og fortællinger, og fandt deres strukturelle fællestræk. Indenfor filmindustrien har disse ideer om struktur især vundet indpas, fordi film har en rimelig standardiseret længde, og skal nå igennem hele deres plot på en fornuftig måde indenfor den ramme. Filmindustrien har dog måske været lige ivrige nok i at bruge struktur, og de følger tit skrappe retningslinjer der dikterer hvor lang tid hver enkelt sektion af plottet skal vare, og hvad der skal ske hvornår. Når først man får øje på det, kommer man aldrig til at se en Hollywood-film på samme måde igen.

Jeg har efterhånden læst en hel del om historiestrukturer. Men da jeg skrev Tegnedreng Records, var min forståelse af feltet stadig i sin vorden. Jeg vidste at der var en treaktsstruktur, og at film fulgte den nøje, men jeg kendte ikke rigtigt principperne. Men da jeg stod overfor at udvikle projektets plot, besluttede jeg mig for at prøve at følge denne struktur. Så jeg googlede mig frem til en gennemgang, og den brugte jeg så til at udlægge handlingen. Set med min nuværende viden ville jeg måske have lagt strukturen lidt anderledes, nu da jeg ved hvorfor de forskellige elementer falder som de gør.

Følgende er den strukturelle inddeling, jeg tog med mig fra den artikel (som jeg ikke lige kan huske hvad hed), omsat til mine egne ord. Hver sekvens i den udgør et kapitel i læseversionen af projektet på denne side.

• Første Akt
  • Sekvens 1: Her etableres miljøet og karakterne. Status quo præsenteres. Leder op til en startende hændelse – point of attack’.
  • Sekvens 2: Karaktererne låses fast i knibe, eller sendes ud på nyt spor for at nå mål
• Andet Akt
  • Sekvens 3: Første forhindringer og mere på spil
  • Sekvens 4: Første kulmination, ofte parallel med Note konklusionen (her = opbrud). Midtpunkt
  • Sekvens 5: Subplot tager fokus.
  • Sekvens 6: Hovedkulmination. Højeste og laveste punkter i hovedkonflikt. Fokus tilbage på hovedplot. Ofte modsætning til første kulmination og resolution.
• Tredje Akt
  • Sekvens 7: Etablering af slutkonflikt og spænding. Evt et twist her.
  • Sekvens 8: Resolution og konklusion. Konflikter og farezoner skal være helt klare, ikke komplekse.