Hjemmesiden kan sætte et bogmærke, der husker hvor langt du er kommet i historien, samt gemme dine indstillinger. Først er du dog lige nødt til at give dit samtykke til det at disse oplysninger gemmes på din enhed.
Vi vil også gerne tælle dig med i en statistik over besøgende, hvis du giver os lov. Disse data deles ikke med andre, og vi driver den selv, i stedet for at bruge fx Google Analytics.
Gennemgående motiv: Hvordan Tegnedreng Records formulerer sig
Jeg forsøgte at give Tegnedreng Records en karakteristisk sproglighed og måde at formulere sig på. En stor del af den var stavefejl, tastefejl og andre sprogfejl – i det hele taget at give dem en meget ringe evne til at skrive. Jeg brugte en del tid på at designe nogle interessante fejl, som af og til dukker op.
Et andet markant stiltræk er at de Skriver Alle Ord Med Stort Første Bogstav. Det var hovedsageligt tænkt som en slags parodi på hvordan nogle skriver kun med småt, og Kanye West engang praktiserede altid AT SKRIVE ALTING MED KUN STORE BOGSTAVER. Jeg tænkte det havde en skæg effekt. Fordi gruppens medlemmer alle sammen skriver gennem den samme profil, bliver det også en slags kendetegn for gruppen, lidt i stil med The Beatles og deres delte frisure.
De gør også brug af en overflod af hashtags, og ofte ganske meningsløse eller stavefejlsbefængte af slagsen. Med andre ord, så forstår de tydeligvist ikke hvordan hashtags fungerer. De var mere vilkårlige i starten, og udviklede sig lidt i løbet af projektet. Hvor jeg postede almindelige tekstopslag direkte på Facebook, så uploadede jeg billeder til Instagram, hvorfra de så automatisk blev spejlet på Facebook. I løbet af projektets forløb opdagede jeg at man på Instagram (tåbelige sted som det er) bare kan tagge opslag med populære ting, og så er der en hel masse tilfældige folk (og spambots) der liker dem. Derfor kom der i stigende grad vægge af hashtags som #Rap #HipHop #DanskRap #Music #Producer #Gangsta #Versace #Tuborg #Beard #Danmark.
En anden ting, der dukkede op i løbet af projektets forløb, var emojis. Jeg bruger personligt ingen smileys eller emojis, så jeg skulle lige vænne mig til at inkorporere dem. Hen mod slutningen inkluderede de fleste opslag nogle, fx tre kongekroner 👑👑👑 eller noget ild eller nogle penge 🔥💰🎶. Jeg har ikke fortsat denne praksis i mine personlige kommunikationer.
Et ord som jeg ofte brugte i projektet var “vilder” (udtalt med et lidt hårdt tryk; rimer på “diller”…). Det var designet som et stykke gruppespecifikt slang, på den måde som sociale grupperinger har en tendens til at udvikle interne begreber og referencer. Min tænkning med det var at det skulle repræsentere en bøjning efter superlativet; altså at ‘vilder’ betyder ‘vildere end vildeste’ – således at “Det kan godt være at du er den vildeste, men jeg er vilder”. Det kan dog lige så godt bare tolkes som at de siger “vildere” på en spøjs måde. Det spiller ikke nogen særlig rolle i historien, udover at det er et billigt stykke slang, de bruger.