Jeg er meget interesseret i historiers struktur – det underliggende skelet, der holder dem sammen og giver dem form. Hvis en historie fortælles godt, ænser man som regel slet ikke at der er en struktur – historien lader blot til at følge sit naturlige og åbenlyse flow. Selvfølgelig sker det her nu, tænker man – eller bedre, tænker man slet ikke.

Men en god historie har en struktur. Den har nogle principper, der styrer hvorfor bestemte ting sker på bestemte tidspunkter. Den har en opbygning af spændingen og konflikterne, og en form der gør at slutningen føles tilfredsstillende (eller utilfredsstillende, alt efter forfatterens intention).

Historier kan tage sig ud på nær ved uendeligt mange forskellige måder, og stikke af i alle mulige fantasifulde retninger. Men selvom de virker vidt forskellige på overfladen, kan de dele en grundlæggende struktur. Faktisk har en meget stor del af de historier, vi læser, ser og hører, en bestemt struktur til fælles – de spinder bare deres fortælling ud over den. Ligesom at et hus har en grundstruktur – et køkken, en stue, et par soveværelser, et badeværelse eller to – men alle huse opleves langt fra som ens af dén grund.

Forskeren Joseph Campbell analyserede forskellige kulturers myter og fortællinger, og fandt deres strukturelle fællestræk. Indenfor filmindustrien har disse ideer om struktur især vundet indpas, fordi film har en rimelig standardiseret længde, og skal nå igennem hele deres plot på en fornuftig måde indenfor den ramme. Filmindustrien har dog måske været lige ivrige nok i at bruge struktur, og de følger tit skrappe retningslinjer der dikterer hvor lang tid hver enkelt sektion af plottet skal vare, og hvad der skal ske hvornår. Når først man får øje på det, kommer man aldrig til at se en Hollywood-film på samme måde igen.

Jeg har efterhånden læst en hel del om historiestrukturer. Men da jeg skrev Tegnedreng Records, var min forståelse af feltet stadig i sin vorden. Jeg vidste at der var en treaktsstruktur, og at film fulgte den nøje, men jeg kendte ikke rigtigt principperne. Men da jeg stod overfor at udvikle projektets plot, besluttede jeg mig for at prøve at følge denne struktur. Så jeg googlede mig frem til en gennemgang, og den brugte jeg så til at udlægge handlingen. Set med min nuværende viden ville jeg måske have lagt strukturen lidt anderledes, nu da jeg ved hvorfor de forskellige elementer falder som de gør.

Følgende er den strukturelle inddeling, jeg tog med mig fra den artikel (som jeg ikke lige kan huske hvad hed), omsat til mine egne ord. Hver sekvens i den udgør et kapitel i læseversionen af projektet på denne side.

• Første Akt
  • Sekvens 1: Her etableres miljøet og karakterne. Status quo præsenteres. Leder op til en startende hændelse – point of attack’.
  • Sekvens 2: Karaktererne låses fast i knibe, eller sendes ud på nyt spor for at nå mål
• Andet Akt
  • Sekvens 3: Første forhindringer og mere på spil
  • Sekvens 4: Første kulmination, ofte parallel med Note konklusionen (her = opbrud). Midtpunkt
  • Sekvens 5: Subplot tager fokus.
  • Sekvens 6: Hovedkulmination. Højeste og laveste punkter i hovedkonflikt. Fokus tilbage på hovedplot. Ofte modsætning til første kulmination og resolution.
• Tredje Akt
  • Sekvens 7: Etablering af slutkonflikt og spænding. Evt et twist her.
  • Sekvens 8: Resolution og konklusion. Konflikter og farezoner skal være helt klare, ikke komplekse.

Jeg brugte en del billeder af en vandpibe. Generelt brugte jeg dem til at indikere at en sektion af historien var ovre (i denne læseudgave optræder de som sidste opslag i hvert kapitel). De fleste billeder blev taget ved den samme lejlighed hos en ven i Aarhus, men der er vist også et par stykker fra en tur på vandpibebar i Aalborg (ved samme lejlighed blev Storms dele af Grænseløs Kærlighed i øvrigt optaget).