PROLOG/EPILOG

Det første der udgives er en tekst, der belyser de tematiske overvejelser og baggrunden for projektet. Denne udgives som et billede (på en image sharing side som Imgur eller Imageshack), uden nogle identificerende tags eller beskrivelser. Al ‘afslørende’ tekst fremtræder som billede, og er dermed ikke søgbar.

Billedets titel er ‘Metahistoriography meets (linguistic) historiography’ (titlen på det paper af P. Swiggers, L. Jooken og P. Desmet, hvor jeg opdagede navnene).

• BILLEDTEKST
  • “Tillad mig at filosofere en kort stund. Dét, som du ser for dig her er både et postscript og et præludium til en multimediefortælling, som jeg – med hjælp fra venner og bekendte – har konstrueret og fremført (eller i skrivende stund, VIL fremføre). Tegnedreng Records er en fiktion – delvist joke, delvist social kommentar, men ærlig talt også bare underholdende tidsfordriv (hvis du ikke har gjort det endnu, prøv at søge på et par af ‘rappernes’ navne i Google Scholar). Jeg vil dog gerne lige fremføre nogle af de tematiske overvejelser, jeg har gjort mig op til projektets søsætning. Hold godt fast, det her bliver prætentiøst.
  • Vi formes af vores omverden og den kontekst, vi befinder os i. Tidligere har denne været begrænset til vores umiddelbare omgivelser (de mennesker vi møder og interagerer med personligt) og ‘monolitiske’ budskaber (udgivede bøger, folk på tv). Kultur var det nære, som man INTERAGEREDE MED og det fjerne, som man REAGEREDE PÅ. De seneste år (især gennem internettet) er det NÆRE dog sivet ind i det FJERNE. Dét, som den enkelte giver udtryk for, er ikke længere begrænset i rækkevidde; hvem som helst kan blive hørt af hvem som helst. Det lokale er blevet globalt.
  • At du KAN blive hørt af hvem som helst betyder dog ikke at VIL blive hørt af nogen som helst. Som at se skoven for bare træer, er det svært at høre hvad der bliver sagt hvis alle råber i munden på hinanden. Så alene i kraft af at man som individ har POTENTIALET for at blive hørt vidt og bredt, men ikke gør det, kan man ende med at føle at man slet ikke bliver hørt – på trods af at man reelt set bliver hørt i nogenlunde lige så stort omfang som den enkelte TIDLIGERE blev hørt. Mængden er rimeligvis den samme – men målestokken har ændret sig.
  • Der er sket en udligning og demokratisering i hvilke stemmer der bliver hørt. Tidligere var der et stort magtapparat der stod i mellem den enkeltes budskab, og dettes bredere formidling. En sanger skulle gennem et pladeselskab for at blive hørt af flere end en koncertsal kunne rumme; en forfatter afhang af et forlag; det tætteste den ‘menige’ borger kunne komme på bred cirkulation, var en annonce i avisen. Dette har ændret sig, nu da hvem som helst kan skrive et blog-indlæg, lægge en video på YouTube, og debattere på online fora. Udviklingen har påvirket de traditionelle medier, der idag i stigende grad lader ‘menig-mand’ komme til orde (fx gennem reality-shows, x-factor, og nyhederne, der læser tweets op). Det er blevet sagt at populær-kulturen og den offentlige samtale er blevet til AMATØRTIME – vi vil ikke længere høre eksperterne udtale sig, vi vil høre fra dem, der er ligesom os selv. Og allerhelst vil vi høre det fra os selv.
  • Dette skift kan ikke undgå at påvirke den enkeltes udvikling. Det er en del af menneskets natur at have forbilleder. I gammel tid var dette helte i sagn og eventyr, der blev fortalt gennem generationerne. Disse har i nyere tid ændret form, og nutidens myter er film og bøger, og heltene musikere og filmstjerner. Disse havde dog i lang tid stadig noget fjernt og overjordisk over sig. Elvis var ikke ligesom dig og mig, kød og blod – han var KONGEN AF ROCK, og selv da han døde, døde han slet ikke rigtig – Elvis levede videre blandt de mytiske helte. Dette var en konsekvens af datidens mediers nåleøje – det var ikke hvem som helst, der blev sat på TV – så dem der blev godkendt og rent faktisk KOM på TV, var helte og guder, og levede på et andet plan end vi dødelige. Man kunne godt tilstræbe sig selv at blive det, og det kunne endda lykkes – men det havde en natur af at prøve at gribe efter solen. Berømmelse var undtagelsen. Men nu sætter vi en dyd i at putte bogstaveligt talt HVEM SOM HELST på TV. Dem, som vi lytter til, er ikke længere nødvendigvis nogen, vi ser op til – det er tit nogen, vi føler os ligeværdige med – eller endog bedre end. Helten og taberen er smeltet sammen. Vores myter har ændret udformning.
  • Det er sket på godt og ondt. Der er ikke længere en magtelite, der kan diktere hvad der skal udbredes. Kultur af kvalitet kan finde sit eget publikum. Men fordi folket selv står for udbredelsen, ender den laveste fællesnævner gerne med at trumfe. Hvis en katte-GIF er det nemmeste for flest mennesker at værdsætte, bliver dén det primære kulturelle artefakt.
  • Vi er endt med at børns konkrete livsplan for når de bliver ‘store’ er at være ‘berømte’. For dem der er ‘kendt’, er ligesom os, de bliver bare lyttet mere til. Og når alle har noget at sige og dele, bliver OPMÆRKSOMHED den mest værdifulde vare. Deraf internet trolls og hærværk – opmærksomhed for enhver pris.
  • Det forhåndenværende projekt – jeg vælger at anskue det som en roman – er et karakterstudie af nogle unge mennesker, der er vokset op under forestillingen at berømmelse er en karrieremulighed. De er ikke nødvendigvis dumme eller uden evner, men deres miljø og opvækst har ikke opfordret dem til refleksion, intellektualitet eller hårdt arbejde. Succeskriteriet er antallet af LIKES. Disse karakterer har dog valgt en vej præget af en vis kreativitet – at skabe musik – fremfor blot at satse på Paradise Hotel. Men deres kulturelle forståelse er præget mere af Kidd og Kanye, end af Beethoven og Beatles. Som fortælling, er dette projekt levende og uforudsigeligt. Jeg kan her fra begyndelsesstadiet til dels planlægge og kontrollere, men i sidste må det leve som afspejling af publikums reaktioner (eller mangel på samme) – som et stykke teater, og som en blog med kommentarsektion. Reaktionen påvirker aktionen. Fortællemæssigt, læses og skrives historien også i to retninger. Internettets medier – som blogs og twitterfeeds – vises i omvendt kronologisk rækkefølge, med det nyeste først, og det ældste begravet. At dykke tilbage og læse historien har altså en arkæologisk natur, hvor man graver sig dybere og dybere ned indtil man finder begyndelsen på feeden. Den første besked fungerer således både som fortællingens begyndelse og slutning. Hvordan begivenhederne og beskederne udvikler sig fremad i tiden, er ikke til at forudsige. Der kan ske hvad som helst. Men alle fortællingers grundsten – bevægelsen UD og bevægelsen HJEM – foregår her over den samme indholdsmæssige strækning, blot i forskellige retninger. Beskeder, opslag og begivenheder bliver det landskab, man som læser rejser igennem. Man kan som læser tage rejsen mens landskabet stadig udformer sig, eller længe efter projektet er slut. Karakterernes fremtid er uvis. Men historiens slutning har stået skrevet fra begyndelsen.”